Man Bliver Aldrig for Gammel til Ungdomsbøger
Har du nogensinde stået på biblioteket og kigget på en bog, som så spændende ud, men som du undlod at låne, fordi det var en ungdomsbog? Vi skal ikke mange år tilbage i tiden, før det var mig, der stod og gjorde sådan! Jeg var 32 år gammel på det tidspunkt, og følte derfor ikke rigtigt, at jeg kunne kalde mig ”ung” længere. Jeg var heller ikke gammel! Men helt ung, var jeg nu heller ikke.
Når der så står ”Ungdomsbog” eller ”Ungdomsroman” på en bog, så føles det ikke helt rigtigt, at give sig i kast med at læse den. Er man ikke for gammel til, at læse den slags bøger, når man er kommet op i 30’erne? Den er jo skrevet til et noget andet publikum.
Men hvorfor skulle det egentligt være et problem? Uanset hvem forfatteren havde i tankerne, da han eller hun skrev bogen, kan du vel godt ske at få glæde af den? Alle mennesker er jo forskellige, og vi går op i forskellige ting. Der er tusindvis af ”voksenbøger” på markedet, der ikke ville sige mig spor. Virker det derfor ikke okay sandsynligt, at jeg ville kunne få glæde af en bog, der er rettet imod et yngre publikum? Jeg har trods alt selv været ung engang, og føler da at jeg er ganske god til at sætte mig i unge menneskers sted.
Det virker mere sandsynligt, at det ville være problematisk at gå i den anden retning. Hvis en meget ung person læser en bog, der er skrevet til voksne, så vil de måske have svært ved at følge med. Måske er sproget meget kompliceret, eller også er der fokus på problemstillinger, som unge mennesker ikke kan relatere til endnu. Med dette i tankerne, er det så ikke muligt, at en ”Ungdomsbog” blot er en bog, der også kan læses af unge mennesker? Altså at der er tale om en beskrivelse af minimumsalderen og ikke maksimumsalderen?
Som voksen kan du eksempelvis sagtens se en film, der er egnet for 13+. Sådan en film kan stadig være utroligt spændende og lærerig, selvom den kan ses af et yngre publikum. Jeg har personligt erfaret, at det samme gør sig gældende, når det kommer til Ungdomsbøger. Der er ikke noget i disse bøger der gør, at man ikke vil kunne få noget ud af dem, selvom man ikke er ung længere.
Med andre ord: man bliver aldrig for gammel til ungdomsbøger. Mange af dem er skrevet ufatteligt godt, og giver endda stof til eftertanke. Lad dig derfor ikke afholde af, at en bog er skrevet til unge mennesker: den kan sagtens være værd at læse for dig også. Der er derfor ikke nogen grund til at snyde sig selv, for en god bog eller roman.